Rane Willerslev (født 5. juni 1971 i Gentofte) er professor i social antropologi, Aarhus Universitet. Han har en ph.d. fra University of Cambridge (2003) og en kandidatgrad i Visual Anthropology fra University of Manchester (1996). Fra 2004-6 var han lektor ved Granada Center for Visuel Antropologi ved University of Manchester. I 2010 blev han udnævnt til fuld professor i antropologi ved Aarhus Universitet. Fra 2008-11 var han også chef for de Etnografiske Samlinger på Moesgaard Museum. Fra 2011-13 var han direktør for Kulturhistorisk Museum på Universitetet i Oslo, hvor han nu er professor II, og fra 2013 til nu har han ledet det arktiske forskningsfokus på Aarhus Universitets Faculty of Arts og koordineret den tværfaglige, arktiske forskning på Aarhus Universitets Arctic Research Centre. I 2013 blev han tildelt et Jens Christian Skou Fellowship på det nyligt etablerede Aarhus Institute of Advanced Studies. To gange, i 2006 og 2010, er han blevet tildelt bevillinger af Det Frie Forskningsråd, og han har givet den prestigefyldte Malinowski Memorial Lecture på London School of Economics i 2010. Han er forfatter og medforfatter til mange artikler, bogkapitler og akademiske monografier, og han har redigeret flere antologier og særnumre af tidsskrifter.[5] Siden 2007 har han været medredaktør af "Acta Borealia: Nordic Journal of Circumpolar Societies". Han er også redaktør og medredaktør af tre bogserier: "Ethnography, Theory, Experiment" (Berghahn Books) og "Studies in Death, Materiality and Time" og "Culture, Environment and Adaptation in the North" (begge Ashgate Publishing). I 2007 blev bogen "Soul Hunters: Hunting, Animism and Personhood among the Siberian Yukaghirs" udgivet. Den er blevet brugt bredt for sin innovative teoretiske nytænkning af animisme. I 2012 blev hans selvbiografiske etnografi "On the Run in Siberia" udgivet; den omhandler hans engagement i den russiske pelshandel. Hans vigtigste forskningfelt har været blandt Sibiriens oprindelige folk (jukagirerne og tjukterne) i et komparativt perspektiv, og for nylig er han begyndt at lave feltarbejde hos Ik, en jæger- og subsistens-agerbrugsbefolkning i det nordlige Uganda. Mens hans hovedudgivelser ligger indenfor feltet religion og antropologisk teori, dækker hans publikationer et bredt spektrum af klassiske og nyere antropologiske temaer, der spænder fra animistiske kosmologier og blodofring over dødsstudier, etik, visuel antropologi og museumsstudier, og, senest, eksperimenterende metoder samt grænsefladen mellem antropologi og arkæologi. Han har været en aktiv formidler af sin forskning og har deltaget i debatter om forskning, politik og tværfaglighed: Han har fungeret som fast klummeskribent i videnskabsafsnittet af Politiken, og han har skrevet 2 populære bøger og mange populære artikler, kronikker og debatindlæg, samt organiseret flere internationale museumsudstillinger. Han er medlem af Eventyrernes Klub. Rane Willerslev er enægget tvillingebror til forskeren Eske Willerslev, og de er sønner af erhvervs- og økonomihistorikeren Richard Willerslev.